Min vindueskarm

18920
Hun sank, så man kunne høre det i hele gangen. ”Hvor tit gør du det?” Spurgte hun, og jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste godt, at det var slemt. ”Det gør jeg hver dag, og nogle dage flere gange”. Hun så for alvor bekymret ud på det tidspunkt.

1. .

15-09-2018

 

Min vindueskarm

Af Laura B. Schmidt.

 

 

Jeg havde sovet rigtig dårligt. Rettere sagt havde jeg næsten ikke sovet. Jeg havde bare ligget og kigget op i loftet. Tårerne trillede for fuld fart ned ad mine kinder, og den triste musik i mine høretelefoner fortsatte sang efter sang langt ud på natten. Min krop lå tungt ned på madrassen. Død for energi. Udsultet. Brugt til det yderste. Jeg lå bare der og spekulerede. Hvor lang tid mere min krop kunne holde til alt det pres, det vidste jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg måtte fortælle alt til nogen. Det hele var gået for vidt, og jeg kunne ikke stoppe igen. Det var gået op for mig, at det jeg havde gang i, var alvorligt. Jeg måtte fortælle nogle det hele.

 

Det var en torsdag eftermiddag sidst i april. Solen stod højt på himlen, strålerne ramte direkte ind på ruden, og ruden varmede min ene arm. Det regnede og blæste alligevel en del. Det var et spøjst vejr. 

Jeg sad i en vindueskarm i gangen mellem ottende og niende klasse. Jeg sad altid i den vindueskarm. Et halvt år havde jeg tilbragt hvert eneste frikvarter der. Jeg kunne se halvdelen af skolens udeareal derfra. Jeg kunne følge med i, hvornår lærerne var på vej over til os. Jeg kunne se de små børn løbe legende rundt og smile. 

 

Alle var taget hjem. Der var kun mig, Daniel og Nickolai tilbage.

Sådan var det hver torsdag. Vi spillede altid bordtennis i en halvtimes tid, inden lektiecafé ’en startede. Læreren havde idræt i sidste lektion, så vi måtte vente på hende. Det var kun os, som gik i lektiecafé, og det var egentlig også hyggeligt nok. Det var gennem lektiecafé ‘en, at jeg havde lært Daniel godt at kende. Vi stod ofte ude ved cykelskuret og snakkede efter lektiecafé ’en, og i ugens løb skrev vi meget sammen over Snapchat og Messenger. Han vidste faktisk en del om alle mine problemer, men overhoved ikke alt. 

 

Vi havde skrevet sammen aftenen før den torsdag. Jeg var faldet på min løbetur, og var gået resten af vejen hjem. Jeg husker, at han skrev, hvorfor jeg aldrig spiste noget i skolen. ”Jeg spiste da en gulerod i går” havde jeg bare svaret. Jeg talte altid udenom, når han spurgte ind til det. Jeg var vel bange for at blive opdaget. Selvom jeg godt vidste, at han allerede havde opdaget mig. Jeg ville bare ikke se det i øjnene. 

 

Den her torsdag var anderledes. Jeg var ikke med til at spille bordtennis. Jeg sad i vindueskarmen og ventede. Jeg kunne høre at Daniel og Nickolai spillede. De grinte overdrevet højlydt for at få mig derud, men jeg skulle bare ikke være med. Jeg blev nødt til at fokusere på at stå ved min beslutning om at fortælle det hele til læreren. Jeg havde forsøgt at sige det så mange gange, men det var bare ikke lykkedes mig. Det var så svært at få tid med en lærer under fire øjne. Det var min eneste mulighed at gøre det i lektiecafé ´en. Alle andre tidspunkter var der folk overalt. Jeg havde kun den ene lektiecafé tilbage. Mandagen efter skulle vi afsted til Krakow, og jeg blev nødt til at få det hele sagt, inden vi tog afsted. Lærerne ville opdage det hele nede i Krakow. Det var min sidste chance for SELV at fortælle alt. 

 

 

Hun trådte ind ad døren, og stoppede brat op. Jeg græd, ”jeg vil gerne snakke” mumlede jeg. Lyden af den hoppende bordtennisbold overdøvede min stemme, men hun forstod alligevel godt, hvad jeg sagde. Hun gik ind i ottende klasse og slukkede lyset. Videre til niende klasse, syvende klasse, sjette klasse. Jeg kunne høre hendes skridt igennem hele overbygningen, som hun vandrede fra lokale til lokale for at slukke lys og lukke vinduer. 

 

Daniel og Nickolai kom ud i gangen. De pakkede deres ting og tog overtøj på. De havde måske ikke lektier for alligevel? Måske var de blevet for hyggens skyld, ligesom jeg nogle gange havde gjort, og så tog de hjem, fordi det ikke var så hyggeligt den her gang. Jeg var heller ikke det bedste selskab den dag. 

Nickolai var klar til at cykle hjem, da Daniel bandt sine snørebånd. Der var en lidt akavet stemning. Jeg skulede over mod dem, Daniel kiggede på mig, jeg flyttede hurtigt mit blik igen. Læreren kom ud i gangen igen. Hun stillede sig op ad vægen lige ved siden af den vindueskarm jeg sad i. Hvis jeg kiggede op, ville jeg se hende direkte ind i øjnene. Hun sagde ikke noget endnu. 

Daniel svingede sin taske over skulderen, og gik hen imod døren. Han kiggede på mig. Vi fik øjenkontakt. Hans øjne skreg ”skriv til mig senere”, jeg gjorde et lille nik. Døren smækkede i bag dem, og der blev mussestille.

 

 

”Hvad er det der sker Laura?” Hun trak vejret dybt. ”Du har været sådan her siden efteråret, og det er normalt at have triste perioder, men ikke i så lang tid”. Jeg kiggede hende i øjnene, og tårerne væltede ud. Jeg åbnede munden, og skulle lige til at sige det, men jeg frys bare. Den indre dæmon var fløjet ud, og havde sat en hånd for min mund. Jeg stammede. ”Jeg kan ikke sige det”. Tavs. ”Jeg vil gerne sige det, men på samme tid vil jeg ikke. Jeg er så bange. Det er som om ordene bare ikke kan komme ud af min mund” 

 

Der gik flere minutter hvor ingen af os sagde et ord. Jeg sad bare og græd. 

 

”Kan du prøve at skrive det” forsøgte hun. ”Jeg kan se på dig, at du så inderligt gerne vil fortælle det” sagde hun, ”Er du bange for, at jeg bliver sur?” spurgte hun, ”Uanset hvad det er, så bliver jeg ikke sur. Der er ikke noget der er forkert at sige”. 

 

Jeg vidste, at jeg måtte sige det, men jeg var bare så bange. Jeg var bange for hendes reaktion. Bange for hvad der skulle ske med mig. Bange for konsekvenserne. Jeg sagde stadig ikke noget. Jeg tænkte så det knagede. Det ene øjeblik var jeg fast besluttet på at fortælle det hele, og det næste var jeg bund angst og ville ikke fortælle noget. Det hele var en stor ambivalens.

Der var helt stille, de eneste lyde der var tilstede kom udefra. Mine tænder klaprede hårdt og hurtigt mod hinanden, og hele min krop rystede. 

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne give slip. Bare fortælle alt. Alle de tanker jeg havde holdt hemmeligt i flere måneder. Det var som at stå på kanten af femmetervippen. Jeg ville så gerne springe, jeg turde bare ikke, men der var ingen anden udvej. 

 

I over en halvtime havde ingen af os sagt et ord. Jeg kæmpede og kæmpede for at få det sagt, og hun stod bare, så tålmodig som hun var, og gav mig alt den tid, jeg havde brug for. 

 

”Okay jeg siger det” udbrød jeg pludselig, og før hun nåede at åbne sin mund, tilføjede jeg ”Men du skal love ikke at fortælle noget til mine forældre, før vi er kommet hjem fra Krakow”. Hun lagde armene over kors, og jeg kunne se på hende, at hun tænkte mange tanker. ”Det ved du jo godt, at jeg ikke kan love” sagde hun stille. Jeg vidste godt, at hun ikke måtte holde hvad som helst hemmeligt. Jeg var bare bange for, at jeg ikke måtte komme med til Krakow, hvis mine forældre fandt ud af det hele. ”Når du siger det på den måde, kan jeg jo høre, du godt ved, at de SKAL have det af vide på et tidspunkt” tilføjede hun forklarende. Jeg kiggede ud ad vinduet. Regnen havde taget til.  Hun lagde en hånd på min skulder, 

”Jeg kan love dig, at jeg vil gøre alt for, at du kommer med til Krakow”.

 

 

De næste to minutter sagde jeg igen ikke noget. Der var fuldkommen stille igen. Mit hoved det kørte rundt i alle mulige forskellige måder, jeg kunne sige det hele på. Jeg kunne bare ikke finde frem til en god rækkefølge. Det nyttede ikke noget, at jeg blev ved med at tænke over, hvad der skulle komme først. Jeg havde ligesom også brugt det meste af natten på at forberede mig. Der var ikke noget godt eller dårligt sted at starte. Jeg måtte bare sige et eller andet, og så lade samtalen bringe resten frem. 

Jeg drejede mit hoved halvfems grader, og kiggede hende kort direkte ind i øjnene. 

 

”Jeg spiser ikke så meget” sagde jeg forsigtigt. Jeg fik hjertebanken, og mine håndflader begyndte at blive svedige.

 

”Hvordan ikke så meget?” spurgte hun? 

Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. ”Hvad spiser du på en dag?” uddybede hun?

 

”Det er meget forskelligt” Jeg trak den lidt. Kiggede ned. Jeg måtte fortælle alt, tænkte jeg. Jeg tog en dyb indånding. ”Altså jeg spiser ikke morgenmad, eller nogle få dage gør jeg, men så er det en deciliter cheasy 0,1% yoghurt uden noget mysli” Min stemme rystede mens jeg talte ”Jeg spiser ikke noget hele skoledagen, og jeg er jo ofte først hjemme der ved fire eller fem tiden” Jeg kiggede på hende. Hun så bekymret ud. Det var i hvert fald tydeligt, at hun lyttede rigtig godt efter. ”Jeg spiser aftensmad” jeg tøvede ”men kun når mine forældre er hjemme, og jeg sortere så meget i det jeg kan, uden de skulle opdage mig” Jeg tænkte tilbage på den sidste uge. ”Nogle gange HAR jeg haft mad med i skole. I sidste uge var der en dag, hvor jeg havde én kiks med. Nogle dage har jeg én stang bladselleri med”.

 

Hun kiggede på mig med et blik, jeg ikke kan beskrive. Jeg havde ikke set sådan et blik før. 

 

”Hvad med i weekenderne” Spurgte hun nysgerrigt.

 

”Der spiser jeg jo” sagde jeg med en skamfyldt stemme. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle fortælle mere, men før jeg nåede at beslutte mig, spurgte hun. Hun var meget forsigtig med det her spørgsmål. Det var hun jo egentlig generelt, men endnu mere her. Hun var sikkert bange for svaret.

 

”Kan du finde på at kaste maden op nogle gange” 

 

Jeg sukkede. ”Ja det kan jeg” svarede jeg.

 

Hun sank, så man kunne høre det i hele gangen. ”Hvor tit gør du det?” Spurgte hun, og jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste godt, at det var slemt. ”Det gør jeg hver dag, og nogle dage flere gange”. Hun så for alvor bekymret ud på det tidspunkt.

 

Jeg rystede lidt med hovedet, så mit hår faldt ned foran mit ansigt. Jeg kryb mere og mere sammen, gjorde mig så lille jeg kunne. Jeg kiggede ud ad vinduet. Himlen var som delt i to. På den ene side var der fyldt af tunge mørke skyer. På den anden var skyerne kridhvide, og solen skinnede, som var det en sommerdag. 

Når jeg kom hjem, skulle jeg ud og løbe. Det var svært at sige, hvordan vejret ville blive. Om den mørke eller lyse side ville vinde. Jeg håbede på den lyse, men uanset hvilket vejr det blev, skulle jeg bare ud og løbe. 

 

To minutter senere. Hun fjernede mit hår fra ansigtet, og satte det om bag mit ene øre. Jeg sad med hovedet bøjet ned, så min hage hvilede på min brystkasse. 

 

”Hvad med motion?” spurgte hun. ”Motionere du meget?”

 

Jeg rettede mig op ” Jeg løber hver anden dag” Hun svarede ikke. Det var som om, at hun vidste, der ville komme mere. ”De dage jeg ikke løber, kan jeg godt finde på at løbe en lille tur før skole” Kunstpause. ”Og så går jeg jo til karate mandag og onsdag, og jeg laver også mindst hundred mavebøjninger om dagen, og også andet styrketræning” Min stemme knækkede i ordene. 

 

”Hvor langt løber du de hver anden dage?” 

 

”Otte kilometer” svarede jeg.

 

Hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. Jeg rystede på mine ben. Hun vendte sin arm rundt, og kiggede på sit ur. Hun tog et skridt frem, så hun ikke længere stod op ad vægen. Hun lagde sin hånd på min ryg, og aede lidt op og ned.

 

”Hvad har du i første lektion efter morgensang i morgen” Spurgte hun. Jeg nåede kun lige at åbne munden. ”Der har du da matematik med mig” udbrød hun, og jeg nikkede. ”Jeg vil gerne snakke med dig igen i morgen efter matematiktimen” sagde hun ”Jeg skal nok lade vær med at sige noget til dine forældre, før vi har snakket sammen i morgen igen” Hun tog fat i dørhåndtaget. ”Jeg siger lige til den lærer, du har i lektionen efter matematik, at du ikke er der” tilføjede hun. Jeg var stille. ”Er det okay?”. Jeg nikkede igen.

 

 

Jeg havde rent faktisk fortal det hele nu. Jeg var ikke længere alene med det hele. Jeg havde givet slip på alle de balloner, jeg havde holdt stramt i min hånd, ikke delt med nogen, bare holdt dem tæt ind til mig selv i snart et år. Tårerne som ellers var stoppet, begyndte at vælte ud igen. Ambivalent. Hvad skulle der nu ske, tænkte jeg. Jeg var på en måde lettet, men på samme tid var jeg forfærdelig bange. 

 

Hun smilte til mig, og jeg pressede et falsk smil frem. Hun sukkede bekymringsfuldt, åbnede døren. Jeg bed mig selv i læben, tørrede alle tårerne af i mit ærme. Hun svingede døren op, ”Vi ses i morgen”.  Vinden susede ind igennem gangen. Døren lukkede bag hende, og jeg blev siddende i min vindueskarm.

 

 

 

 

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...