en i mængden

23013
Kristine ligner alle andre piger i Danmark med sit klaskede leverpostejshår og så er hun generelt bare er "en i mængden". Alligevel formår hun, med hjælp fra veninden Victoria, at få opmærksomhed fra Kasper, som Kristine ellers mener er langt over hendes standard.

AA
aa

1. Tyske gloser og L’Oréal Paris

”Og det er derfor jeg kom for sent!” fortæller Victoria og ser bedende op på Klaus, der tøvende fjerner hendes fravær. Victoria bryder ud i et smil, og sætter sig ned på sin sædvanlige plads ved siden af mig. ”Du havde altså glemt at skolen startede klokken 8:05 ligesom alle andre dage?” hvisker jeg til hende, og hun forklarer smilende at hun liiige blev nødt til at se det nye afsnit af Riverdale, før hun kunne tage sig sammen til at sætte sig op på cyklen, og møde op til de første tyve minutter af første modul. Klaus afbryder vores hvisken ved at give os en ny aflevering for - gaaab. Det er lige ved at jeg burde begynde at samle på ufærdige afleveringer, som min kusine samler på servietter.

Da klokken endelig ringer og første modul er overstået, slentrer Victoria og jeg ned af gangen mens hun fortæller om den nye hårfarve fra L’Oréal Paris hun har købt. Egentlig tror jeg mest det er en hentydning til at jeg burde få farvet mit hår, da jeg er udstyret med den kedeligste leverpostejsfarve du kan forestille dig - selvom min frisør prøver at overbevise mig om, at det er en ”lys nøddebrun nuance”. Victoria overtaler mig, eller tvinger ville nok være mere korrekt, til at farve hendes hår efter skole, selvom jeg forklarer at jeg har en date med Jughead, godt nok på Netflix.

Da vi endelig har fået fri og har ventet de obligatoriske fem minutter ekstra på bussen end hvad der står på rejseplanen, synker vi endelig ned i Victorias bløde sofa. ”Kristine? Da vi gik på gangen i dag, ikke?” siger Victoria henkastet og jeg mumler et ”Mmm” som svar. ”Kasper gloede altså rimelig åbenlyst på dig” fortsætter hun, og jeg mærker straks mine kinder rødme ved lyden af hans navn. ”Kasper fra C-klassen?” spørger jeg henkastet - eller det håber jeg det lyder som. ”Ja og det gør han altså hver gang vi går forbi ham. Skal vi farve mit hår?” siger Victoria og er allerede i gang med at nærstudere bagsiden af hårfarveæsken, så jeg tør ikke spørge mere ind til det. Kasper fra C-klassen kunne være trådt direkte ud et Vogue-blad med sine lyse krøller og sit charmerende smilehul i venstre side. Ikke nok med det, er han skide sjov - eller, det tolker jeg i hvert fald ud fra hans instagram, for jeg tør ikke snakke med ham i virkeligheden. ”Kristine?” siger Victoria og vækker mig fra min dagdrøm. ”Ja selvfølgelig” skynder jeg mig at svare, og åbner for pakken. Victoria begynder at snakke om den nye aflevering, men efter hun nævnte Kasper, er det svært at koncentrere sig om tyske gloser.   

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...